Embryologi

Artikel fra PIMPEGRYDEN, 
bragt i 4 afsnit fra nr.58, marts 2003 til nr. 61, marts 2004.

Af yderligere litteratur om emnet kan anbefales
Trond Skaftnesmo: Frihedens biologi. 
Forlaget Antropos, Oslo 2000


EMBRYOLOGI

Af Bruno Callegaro

Oversat fra tysk af Birrethe Arden Hansen.

Bruno Callegaro er skolelæge og har undervist i embryologi på seminariet for social- og helsepædagogik ved Rudolf Steiner-institutet i Kassel, hvorfra denne artikel stammer.

I.      Embryologi
II.    Forplantningen
III.  Differentiering i arvestrømmen og kønscellerne
IV.    Befrugtningen
V.      Den individuelle konstitution
VI.    Embryonalsvøbets dannelse
VII.  Embryonale organers udvikling ud fra svøbene
VIII. Fødslen



I    

Embryologien er en moderne videnskab. Først i renæssancetiden fandtes der enkelte forskere, som f.eks. Leonardo da Vinci, der viste en vågen interesse for temaet. To-tre århundreder senere skabte udviklingen af tænkningen og Goethes, Olkens, Carusoe og andres forskning grundlaget for studiet af embryologien, muligheden for at kunne tænke i metamorfosen. Først fra 1940 har den systematiske forskning etableret sig fast.
    Denne nye videnskabelige mulighed gav menneskeheden evnen til aktivt at tænke usynlige forvandlingers interval mellem to synlige fænomener. I svangerskabsundersøgelser eller ved aborter finder man enkelte fænomener. Den kontinuerlige udvikling, som den bliver beskrevet i bøgerne, kan ikke umiddelbart iagttages, men er et resultat af den aktivitet, der tænker den usynlige forvandling � metamorfosen � mellem de synlige former. Også de film, der viser denne kontinuerlige udvikling, er forsøg på at gøre forvandlingen anskuelig. Men den forbliver altid usynlig og kan kun opleves gennem tankevirksomheden. Netop denne tankevirksomhed er ny: den har først været mulig i ca. 100 år, siden slutningen af det 19. århundrede. Den forudsætter den moderne evne til med bevidstheden at overskride tærskelen mellem det, der kan iagttages med sanserne og det oversanselige.


II    
Forplantningen, genskabelsen eller reproduktionen, er en biologisk livsproces ligesom åndedrættet, cirkulationen, fordøjelsen osv. Modningen af sædcellerne og ægcellerne er en særlig specialisering af forplantningsprocesserne. Genoprettelsen foregår til stadighed, f.eks. fornyer huden sig hele tiden, danner sig på ny; også håret vokser hele tiden, fornyer sig, tarmslimhinden og blodet. Forplantningen gennemtrænger hele organismen med forskellige tempi: tarmslimhinden har fornyet sig hver fjerde dag, huden i løbet af fire uger, blodet i løbet af hundrede dage. Nervernes substans er den langsomste, den behøver ca. syv år for at forny sig helt.
    Inden for denne intensive fornyelsesvirksomhed findes der en, som er meget speciel, nemlig dannelsen af kønscellerne � og kun her deler organismen sig biologisk i kvindelig og mandlig. Kønscellerne bliver dannet i kønsorganerne, i æggestokkenes og testiklernes kønskirtler. Denne intensive cellevæskefornyelse er organismens materiale, dens indhold.
    Men formens opretholdelse skal søges i de usynlige urbilleder. De er virksomme ud fra astrallegemet �i� livslegemet, ført af individualiteten, af jeget. Formens tilsynekomst bliver hele tiden opretholdt af de formende urbilleder, som unddrager sig sanseiagttagelsen.
    Cellerne i den menneskelige organisme er ikke isolerede, men findes i væv � vævet ind i væsker, fibre, filamenter. Alt efter alder og organ består den menneskelige organisme af 75-95% væsker. Vævene er meget skrøbelige og labile i strukturen, når de indeholder forholdsvis lidt fast materie i megen væske. Substanserne forvandler sig hele tiden i vævene. Hver celle er en organiseret ansamling af stoffer i væske, begrænset af en hud. Den er som en levende dråbe, der ånder, udvider sig og trækker sig sammen. Der findes altså et øjeblik af maksimal udvidelse (med fortynding af væskerne) og et øjeblik af maksimal sammentrækning (med fortættelse af væskerne). Man kan sige, at cellen pulserer mellem den fortyndede, udvidede tilstand og den tætte, trægtflydende, koncentrerede tilstand.
    Kun i det tættere stadie kan kromosomerne iagttages som æggehvidefibre, som så antager en karakteristisk form. Som celle pulserer den videre, udvider sig, fortynder sig, og kromosomerne opløser sig. Denne opløsning er en kaotisering af cellen. Den åbner sig for de formende kræfters virksomheder, idet den mister sin tidligere form, for så at forme sig på ny. Således bliver formen holdt levende, og omdannelsen af cellerne og vævet, alt efter situation og nødvendighed, er hermed sikret.
    Kromosomerne er altså, som også andre cellulære strukturer, resultater af de formende urbilleders fortætning i materien og ikke årsager til formegenskaberne. Kromosom betyder farvet fiber, for de er de strukturer, der lettest lader sig farve, når man præparerer cellerne til mikroskopien. Gener er ideelle dele af kromosomerne, vilkårligt inddelt i disse fibres længde. Navnet stammer fra Genesis og betyder guddommelig skabelse: i det biologiskes mindste struktur vil Skaberen findes.
    Et vigtigt instrument for forplantningen er celledelingen, mitosen. Cellerne deler sig gennem mitosen i forskellige tempi. I kønskirtlerne derimod er meiosen celledelingens særlige form, som kun findes der.
    I mitoseprocessen fordobler cellen sig og deler sig sådan, at der opstår to nye celler som kvantitativt ligner hinanden. I meioseprocessen er der to faser: den første er en mitose, den anden er en deling uden forudgående fordobling. Ud af �n oprindelsescelle opstår der fire celler, som hver for sig kvantitativt kun er i besiddelse af halvdelen af det cellulære og genetiske materiale. Denne påstand gælder for dannelsen af sædcellerne i testiklerne. Ved dannelsen og modningen af ægcellerne i æggestokkene opstår dog kun �n ægcelle af hver stamcelle og ikke fire, for de andre opløser sig som pollegemeri løbet af processen. Efter modningen bliver kønscellerne udskilt i sædafgangen eller med menstruationsblødningen og dør. Kun hvis en befrugtning finder sted, kan ægcellen og sædcellen leve videre på en ny måde og i en ny form og dør ikke. Kønscellerne er ikke frugtbare i sig selv, de dør efter deres lange og komplicerede modning, hvis der ikke er sket en befrugtning. Men samtidig med befrugtningen når de et nyt kvalitativt livstrin uden at dø. De tjener som udviklingsgrundlag for dannelsen af en ny organisme, biologisk og stofligt forskellig fra moderens organisme, hvor ægcellen blev dannet, og faderens organisme, hvor sædcellen blev dannet.


III
Differentieringen i arvestrømmen og kønscellerne: Hvilken rolle spiller de i forplantningsprocessen? Sådan som kønscellerne efter deres lange modning forlader organismen og dør som ufrugtbare og biologisk ubrugelige celler, kan der konstateres andre forskelle i deres egenskaber.
    Lad os begynde med ægcellen. Allerede i den fremtidige kvindes fjerde svangerskabsuge opstår det første organiske anlæg til de senere kvindelige kønsorganer og de første celler, der vil komme til at udvikle sig videre til ægceller. Dette anlæg er i begyndelsen fælles for begge køn. I den fjerde uge af svangerskabet danner dette, hvis fosteret udvikler sig videre til en kvindelig organisme, sig ensidigt indad, bagud og opad og mister de andre rumretninger. Men højre-venstre symmetrien opretholdes. Så dannes æggestokkene, livmoderen, æggelederen og skeden. Allerede i den fjerde uge begynder den lange modning af ægcellerne i æggestokkene, som så mellem meiosens første og anden fase hviler indtil puberteten.
    Med pubertetens indtræden begynder ægløsningens rytmiskeforløb, hvor en�ægcelle� hver måned løsner sig fra æggestokken: skiftevis den højre og den venstre. I ægløsningstimerne sker der en temperaturstigning, der er lokaliseret omkring æggestokken. Den modne ægcelle er en af den menneskelige organismes største celler, med sine 0,1 mm ligger den på grænsen til synlighed. Denne celle er endnu ikke en moden ægcelle, for meiosens anden fase fuldbyrdes først under en eventuel befrugtning. Denne umodne celle dør, hvis den ikke bliver befrugtet og bliver udskilt fra kvindens organisme i menstruationen, sammen med livmoderslimhinden.
    Ægcellen er en ugennemsigtig celle uden egen bevægelse. Den hviler inden i den omsluttende follikel og bliver bevæget ind i livmoderen af æggelederens peristaltik.
    Dette sker efter to opbygningsuger i tiden mellem den sidste menstruation og ægløsningen. Så følger der to nedbrydningsugermellem ægløsningen og den næste menstruation. Den har kaotiseret sig ved sin afdifferentiering og sit omfattende kemiske potentiale. I denne kaostilstand er den særlig modtagelig og åben for de kosmiske urbilleder.
    Fra og med den fjerde svangerskabsuge begynder også den mandlige udvikling af det fællesorganiske anlæg, hvor de mandlige kønsceller, spermerne eller spermatozoerne dannes. De mandlige organer udvikler sig udad, fremad og nedad, og højre-venstre symmetrien opretholdes.
    Spermernes modning hviler ligeledes indtil puberteten. Men efter puberteten er spermdannelsen urytmisk, uregelmæssig og ved hver sædafgang � som også kan ske flere gange om dagen og kan påvirkes af sansepirring � bliver tusindvis af modne sædceller udskilt og dør. Afgørende for den mandlige frugtbarhed er den reducerede temperatur i testiklerne, som ligger uden for organismen. Sædcellerne hører til organismens mindste celler.
    De er stærkt differentierede og gennem formede, har en krystallinstruktur og på grund af deres krystallisationsgrad næsten intet kemisk potentiale. Sædcellerne er gennemsigtige celler med egen bevægelighed (uordnet, uden retning og hurtig). Dette er jordiske egenskaber.
    Således er det tydeligt, at der opstår en ensidighed ved adskillelsen i de to køn, en ekstrem polarisering mellem den mandlige og den kvindelige kønscelle. Ved afslutningen af begge forløb er hver kønscelle biologisk ubrugelig og dør. Følgende skema viser polariseringen:


Kvindelig                        Mandlig

en                                    tusinder
langsom modning            hurtig modning
stor                                  lillebitte
regelmæssighed              uregelmæssighed
rytmisk                            urytmisk
kaos                                form
inde                                  ude
bagved                            foran
oppe                                nede
varme                              kulde
ugennemsigtig                gennemsigtig
ubevægelig, st�r              egen bevægelse
kemisk potentiale            krystalliseret


IV   
Befrugtningen bliver først forberedt gennem den lokaliserede temperaturstigning under ægløsningen. En gang om måneden bliver der rytmisk skabt en temperaturstigning i midten af menstruationscyklussen, mellem den sidste og den næste menstruation. I denne ægløsningsvarme løsner der sig en ægcelle, sammen med den omsluttende follikel, og uden for æggestokken begynder ægcellens sidste modningsfase. Den løsnede ægcelle bliver optaget af en af æglederne og med peristaltiske bevægelser ledet videre henimod livmoderen.
    Samtidig gennemgår ægcellen en vis afkøling, fra varmen til den lavere temperatur. Sædcellerne i sædvæsken, hvis bevægelser gør fra skeden mod livmoderen, kommer den i møde. De kommer udefra, fra den køligere temperatur og varmes op på vejen. Således sker befrugtningens første skridt før cellernes møde i ægcellens afdifferentierede varme-kaostilstand bliver afkølet og differentieret af sæden. I mødet mellem de to arvestrømme dannes der en varmeorganisme. Polariteten mellem ensidig og ekstrem varme og kulde blev overvundet. Individualiteten har dannet varmeorganismen ud fra ligevægten.
    Det næste skridt er kimcellernes møde: ægcellen bliver omgivet af tusindvis af sædceller, og i dette øjeblik begynder der en rytmisk drejebevægelse, som varer i ca. 36 timer. Denne organisme begynder at lyse biokemisk. Endnu er der ikke trængt nogen sædcelle ind, men der har dannet sig en lysorganisme, sammen med en ordnet og harmonisk bevægelse i tiden. Dette er befrugtningens andet skridt. I dette andet skridt har barnets individualitet overvundet ægcellens ugennemsigtige og ubevægelige tilstand og sædcellens gennemsigtige og uordnet egenbevægelige tilstand og har udviklet lys- og bevægelsesorganismen, igen ud fra ligevægten.
    Det tredje skridt er sædvanligvis kendt som den egentlige befrugtning, men i virkeligheden er det den tredje proces: en sædcelle trænger ind i ægcellen, og ægcellens hud isolerer sig kemisk fra den moderlige organisme � de første immunitets processer begynder. De andre sædceller opløser sig og dør. Ægcellen går gennem sin sidste modning med en videre afdifferentiering og kaotisering og med udsondring af det såkaldte polarlegeme, et koncentrat af forhærdet og ikke levedygtigt cellemateriale. Der sker en foryngelse af ægcellen i dette øjeblik af intens kemisk aktivitet i ægcellen og en differentierende bestemmelse gennem sædcellen. Sædcellen mister på sin side sin krystalline form og struktur, svulmer op, ekspanderer og opløser sig så i den befrugtede celles plasma. Der har nu dannet sig et æg, en biologisk og genetisk hel, fuldkommen celle. Denne celle deler sig nu for første gang (mitose), og andre delinger følger i rytmisk forløb � endnu er der ingen vækst, kun celledelinger i geometrisk progression: af en bliver der to, så fire, otte, seksten, toogtredve. Morulaen dannes (som et lille morbær), stadig inden i æglederen. Denne organisme lyser ikke mere og har ingen egen bevægelse længere, hele aktiviteten er nu kemisk, biologisk og har flyttet sig ind i organismens indre. Organismen har overvundet polariteten potentielt kaos < - > krystallin form og har dannet en kemisk organisme ud fra en ligevægt: individualiteten har handlet på ny.
    Befrugtningens fjerde skridt er at ægget vokser ind i livmoderens slimhinde, der havde dannet sig i de to uger efter menstruationen og havde nået et højdepunkt i sin udvikling i dagene omkring ægløsningen. Uden befrugtningen (og svangerskabets begyndelse) ville slimhinden igen blive opløst, og det døde væv ville blive udskilt ved den næste menstruation.
    Slimhindens opbyggede tilstand og den hormonelle situation, bevares nu indtil fødslen efter implanteringen, en aktivitet fra barnets side. Morula befinder sig stadig i æglederen (til højre eller til venstre) og går så ud, for mellem den femte og syvende dag efter befrugtningen at falde ind i livmoderrummet. I dette første opgør med et fald (vægt, tyngde) omdannes morulaen til blastula (lille blære). Det drejer sig om en organisme, der i den ene pol har dannet en blære fyldt med intercellular væske, mens den ikke længere eksisterende morulas celler er fortættede i den anden pol. Idet ægget falder, viser der sig en polarisering mellem celletæthed og væskelethed. Denne forvandler organismens form. Hvis ikke blastula var en individualiseret levende helhed, men en uorganisk sfære, ville den enten gå i stykker mod slimhinden eller fjedre tilbage i livmoderrummet. Men der sker en indlemmelse, som en optagelse. Det tilbageholdte modslag, altså organismens virksomhed for at forblive i sig selv, faldet ned i tyngden, udlignet af opdrift, viser sig i den nye forvandling, organismen gennemgår.
    I den pol, hvor cellerne var ophobet, har der dannet sig en ny væske, meget gennemsigtig, rig på kisel og fattig på organiske stoffer, amnionvæsken. Den væske, som havde dannet sig under blastulaens fald, er tættere, kemisk aktiv og rig på stoffer, blommesækvæsken. I mellem dem befinder kimskiven sig, som fosteret vil blive dannet af. Disse to væsker er fosterets første to svøborganer. I denne individets fjerde handling har rummets adskillelse, som er typisk for både de kvindelige og de mandlige kønsorganer, overvundet sig selv. Med implanteringen blev der valgt et geografisk sted, der danner sig en fysisk organisme, som deltager i tyngdens, lethedens og vægtens lovmæssigheder, i rummets dimensioner.
Befrugtningen, sammen med individualitetens fire ligevægtshandlinger, har overvundet den ekstremt ensidige tendens til forskellighed og kønsadskillelse og har i fire skridt i løbet af en uge dannet en individuel organisme, som bærer immunitet. En organisme, der som varme-, lys- og bevægelses-, biologisk-kemisk og fysisk-geografisk lokaliseret organisme er firleddet. Befrugtningens sidste skridt, implantationen eller indlemmelsen, er samtidig de embryonale svøbs første dannelsesfase. Befrugtningen og de følgende organiske former er allerede det synlige resultat af opgøret mellem det inkarnerende barns arvemateriale og individuelle konstitution. Den lokaliserede temperaturstigning ved ægløsningen i moderens organisme, er den arvelige organiske virksomhed, der kommer individet, barnet, som vil inkarnere, mest i møde. Fra den jordiske arvestrøm danner den en bro til individualiteten og til dens konstitution, som allerede blev forberedt før konceptionen.


V  
Den individuelle konstitution forbereder sig i den verden, som ikke er tilgængelig for sanseiagttagelsen, i intervalverdenen mellem de synlige former. Det individuelle motiv til inkarnationen og til begyndelsen af et nyt livsforløb flammer op som en begejstringskerne i viljeshavet. Verdensmidnatstimen er den højeste erfaring i den åndelige verden i den åndelige udvikling efter døden: man oplever menneskeudviklingens mål under menneskehedsrepræsentantens tilstedeværelse og indforliver entusiasmen til at virkeliggøre denne opgave i sin karma på jorden. Denne begejstring for virkeliggørelsen af det menneskelige virker som en magnet og tiltrækker viljen til deltagelse af alle åndelige hierarkier. Den åndelige begejstrings kerne bliver omhyllet af en legemlighed af differentieret stjernelys, et stjerne- eller astrallegeme. Universet trues af tomhed, så intens er hierarkiernes vilje til at deltage med deres tilstedeværelse i det enkelte individs menneskeskabelse. Takket være genoprettelseskræfterne i kosmos, helingens, regenerationens kræfter, forbliver stjernevirksomhederne som svøb om individualitetens kerne, men universet beholder selve væsenerne. En ny legemlighed, et nyt svøb, det kosmiske eller æteriske, hører nu også med til den individuelle konstitution. Hver individualitet danner sig ud fra bestemte åndelige egenskaber, og denne beskaffenhed adskiller den fra de andre � som ligeledes er dannet af de samme komponenter og virksomheder, men i en anden konfiguration � det er den åndelige fysiske legemlighed, det egne fysiske legeme i dets åndelige væsen -, endnu ikke sansbart, da det endnu ikke er gennemtrængt af materie.
    Denne firleddede individuelle konstitution har foranlediget mødet mellem faderen og moderen fra slægtsrækken og vil fra og med befrugtningen begynde at gennemtrænge, forene og overvinde arvestrømmen og forvandle den sådan, at organismen bliver til et værktøj for den egne skæbne. Begejstringen for menneskehedens udvikling forbinder sig med varmen som organisk middel, ja den er varmen i det organiske. De hierarkiske viljes-urbilleder virker i lyset og i de ordnede bevægelser. Cellernes og celledelingernes kemiske aktivitet er underordnet disse urbilleder og præger dem ind i materien, idet de forvandler den i den organiske sammenhæng i tidsforløbet. Den individuelle skæbne, som vil forme sig, antager på denne måde en form og efterlader spor af sit virke på jorden, i rummets dimensioner.


VI  
Dannelsen af embryonalsvøbene begyndte med befrugtningens sidste skridt, med implanteringen. Kimskiven, en to-laget celleskive i midten af den sf�re, som er vokset ind i livmoderslimhinden, hviler stadig i to uger, mens denne dannelse foregår.
    Blommesækken er et tæt, ugennemsigtigt, kemisk aktivt organ. Den er begrænset af den ene af kimskivens to lag, den hud, der kaldes intoderm eller den indre hud. Dens funktioner er ernæring og stofskifte.
    Amnion, �f�rehuden�, er et gennemsigtigt organ, som et glaslegeme eller flydende glas, og rigt på kisel. Kemisk er den passiv, men i besiddelse af lys- og formkræfter. Den begrænses af den anden side af kimskiven, den såkaldte ektoderm eller den ydre hud.
    Allantois (�pølselignende�) er endnu et svøborgan, uddifferentieret af blommesækken som en udposning, og varetager udskillelse og afgiftningsfunktioner. Den samlede ydre sfæriske overflade, som er i umiddelbar kontakt med livmoderens slimhinde, med den moderlige organisme, danner det fjerde svøborgan:
    Chorion.  Det kendes også som trophoblast og udvikler sig senere videre som placenta. Dette organ formidler mellem de to organismer � den moderlige og den embryonale. Denne barnets firleddede nuværende organisme befinder sig i graviditetsmånederne indenfor moderens organisme, arvestrømmen, fortiden. Barnets organisme bærer så i sit indre en tredje organisme, som bliver til fremtidensorganisme. Barnets individualitet udarbejder den i svangerskabstiden til tiden efter fødslen. De fire indhyllende organer (embryonalsvøbene) danner en fuldkommen, hel organisme, med de fire systemfunktioner:

a) Ernæring, stofskifte                                         - blommesæk
b) Gennemsigtighed og form                              - amnion
c) Udskillelse, afgiftning                                      - allantois
d) Vekselvirkning med omkredsen, kredsløb        - placenta (chorion)

I denne organisme mangler der endnu det motoriske system, lemmesystemet. Det er til stede i embryonallegemet, men vil først blive udviklet og modnet efter fødslen i opgøret med de jordiske kræfter. I midten af de fire svøborganer befinder kimskiven sig, der hviler indtil den syttende dag efter konceptionen.
    I den første uge sker befrugtningen. Den afsluttes med implanteringen, som også er skridtet til dannelsen af svøborganerne. I slutningen af den tredje uge er den organisme dannet, som individualiteten vil leve i indtil fødslen (svøb); midt i denne organisme befinder kimskiven sig. Ud fra den omhyllende organisme former individualiteten fra den syttende dag til slutningen af den fjerde uge kimskiven, som hurtigt omdanner sig til et embryonallegeme. Dette indeholder alle organanlæg, som efter fødslen kommer til at tjene individualiteten som værktøj. I slutningen af den første måned har individualiteten altså dannet sin egen organisme i et første udkast. Individualiteten lever sig ikke kun ind i rumlige, men også i tidsmæssige forhold: timer, f.eks. de 36 timers drejen og lysen i befrugtningens andet skridt, dage, f.eks. implanteringsdagen, uger og måneder. Hver måned af svangerskabet har sin egen grundlæggende egenskab, og barnet oplever i svangerskabets forløb årsløbet for første gang. Fødslen sker i slutningen af dette første års tredje kvartal. De første tre måneder efter fødslen hører ligeledes med til svangerskabet, for individualiteten har sit første møde med de jordiske forhold og modner sin fysiologi ved hjælp af det, der lever i dens omkreds.


VII  
De embryonale organers udvikling ud fra svøbene begynder den syttende dag efter konceptionen. Indtil da hviler kimskiven og den dannende virksomhed ligger i svøbene. Kimskiven består først af to hudlag, ektoderm og entoderm, som indgrænser blommesækken og amnionsækken.
    Kimskiveomdannelsens første geb�rde kan bemærkes ved ektoderm omkring den syttende dag: der hvor hovedpolen kommer til at udvikle sig, danner der sig en indbugtning, som om en usynlig finger havde tegnet den. Fra hovedpolen udvikler denne sig til neuralfuren. Denne indbugtning og neuralfuren bestemmer de anatomiske rumretninger: højre, venstre � alts� lateral symmetri, kephal og candal, dorsal og ventral. Neuralfuren udvikler sig videre til neuralrøret, hvorved der bliver lukket amnionvæske inde, som fra det tidspunkt vil omgive nervesystemet som hjernevæske. Det første anlæg til rygmarven og rygraden er opstået. Den senere ryg er en erindring om kimskivens ektoderm, det meget følsomme område omkring den fjerde brysthvirvel minder os om den første indbugtnings område. Skiveformen omdanner sig til en langagtig form, neuralrørets formtendens viser sig. Mellem ektoderm og entoderm danner der sig en mellemhud, mesoderm. Entodermets tendens til runding virker nu, og blommesækken bliver sfærisk og taget ind i legemet.
    To polare formtendenser viser sig tydeligt. Den tidsmæssigt første er hudens og nerve-sansesystemets opståen ud fra ektoderm og forløber lineart, i længden og lagt udad.
    Den tidsmæssigt sidste danner anlæggene til fordøjelses- og stofskiftesystemet ud fra entoderm og forløber sfærisk, rundt, lagt indad.
    Tidsmæssigt i midten, mellem den lineare og den runde tendens, arbejder mesodermets rytmiske bølger (somitdannelsen), idet de formidler mellem de over for hinanden liggende polare tendenser.
    Tendensen til runding danner til sidst den typiske embryonale kredsform. Ud fra entoderm udvikler der sig ligeledes et rør, men indad: anlægget til fordøjelseskanalen fra munden til anus med alle de dertil hørende organer. Fordøjelseskanalens indhold er blommevæsken, og embryoet bliver helt omgivet af amnionvæske. Fra mesoderm dannes bindevævet, musklerne og brusken. De udfylder rummet mellem på den ene side nervesystemet, sanseorganerne og huden, på den anden side stofskifte-fordøjelsessystemet.
    Chorion er embryonalsvøbenes yderste sfære, den udvikler sig til placenta. Her, altså udenfor embryonallegemet, begynder bloddannelsen. Små øer af blod flyder ind i blommevæsken og gennemtrænger legemet. De foretrækker bestemte veje, som bliver omsluttet af mesoderm og danner blodårerne. To hovedkar omformer sig så til hjertet, som først befinder sig uden for legemet, foran den senere brystkurv og hals og direkte nedenunder hovedet, der er ved at udvikle sig. Før brystkurven lukker sig, trænger hjertet ind og fylder den.
    Ud fra allantois og sammen med entoderm og blommesækken, bliver blæren og kønsorganerne dannet. Men dannelsen af nyrerne kommer ud fra nervesystemet: deres første anlæg befinder sig ved ryggen i nærheden af hjernen. Dette anlæg udvikler sig fra hjernen umiddelbart under huden i to rækker af små �perler� langs med rygmarven videre til det dorsale område. �Perlerne� i nærheden af hovedet forsvinder og de dorsale �vikler sig ind�, idet de antager den sf�riske form, uden at miste den laterale symmetri. Her bliver den neurale tendens bragt i nærheden af stofskiftesystemet.
    Men lungerne danner sig ud fra en udposning fra fordøjelseskanalen. Gennem todelinger til forgreningen af bronchialtræet og alveolesystemet stiller den sig i tredobbelt symmetri ind i brystkurven: til højre og venstre, cephal og caudal, fremad og bagud. Her bliver en stofskiftetendens bragt i nærheden af nervesystemet.
    Samtidig med dannelsen af lungerne begynder dannelsen af hænderne, så af fødderne, så af underarme og nederste del af benet, og til sidst af overarmene og lårene, i netop denne rækkefølge. Lungerne danner sig sammen med lemmerne, og sammen tjener de efter fødslen livet på jorden og i luften.
    Ved slutningen af den fjerde uge er alle anlæggene til de embryonale organer allerede dannet. I løbet af en uge til ti dage er denne proces sket, og i de tre uger inden har befrugtningen, implanteringen og dannelsen af svøbene fundet deres afslutning.


VIII  
Fødslen sker som regel ved slutningen af det tredje kvartal. Det fjerde kvartal er identisk med de tre første livsmåneder, nu sker der vigtige modningsprocesser og omstruktureringer i organerne. Disse processer har brug for kontakten med tyngden og atmosfæren udenfor livmoderen, men skal stadig betragtes som svangerskabsforløb.
    Det er vigtigt at lære de tolv måneders forskellige egenskaber at kende.

    Den første bringer sammenfatningen af alle anlæg til svøb og legemer. Det er, ud fra blikket på fortiden, den omfattende optagelse af universet og den første indlemmelse af helheden. Ved hjælp af Rudolf Steiners anvisninger til eurytmien kan man erkende v�dderensformende geb�rde.
    Den anden viser indlemmelsen af universets bevægelighed, de første indre bevægelser, den begyndende fysiologi. �Blikket� vender sig mod nutiden og fremtiden, universet træder ind i dette liv: tyrensformende geb�rde.
I den tredje måned begynder individualiteten at erfare legemet, de første føleoplevelser begynder. Hænderne og fødderne berører hinanden: tvillingernes formende geb�rde.
    I den fjerde måned er immuniteten og den legemlige modstandskraft anlagt og udviklet så vidt, at krebsens formende geb�rde kan erkendes: at aflukke sig fra omverdenen. Disse fire første måneders prioritet er dannelsen ud fra universet, udgående fra hovedet.
    I den femte måned har organismens indre fyldt sig ud, brystkurven har udviklet sig: løvens geb�rde.
    I den sjette måned sker der vigtige modninger, fra denne måned vil legemet yde mere og mere organisk modstand, for også at overleve en eventuel for tidlig fødsel: jomfruens geb�rde.
    Den syvende måned bringer den gravide kvinde nye opgør med tyngdekraften og vægten, barnet øver ligevægt og stillinger: v�gtensgeb�rde.
Den ottende måned indeholder faren for gensidig forgiftning, den første kamp med de jordiske stoffer og materien, dødsnærheden i fødselstiden: skorpionens geb�rde. Disse fire måneder vender sig mod udformningen af det indre: selve kroppen.
    Fødslens nærhed bringer ligeledes opgøret med jorden, med viljen, som bruger lemmerne, med åndedrættet, med den gradvise optagelse af næring og med fordøjelsen, med omgangen med søvn og skiftende bevidsthedstilstande, med modningen af varmeorganismen: disse processer modner efter fødslen, med skyttens, stenbukkens, vandmandens og fiskenes formende geb�rder.

    Disse sidste måneder afgraviditeten, som samtidig er de første måneder af livet, vender sig mod de første øvelser med lemmerne og stofskiftet, i samarbejde med jordens kræfter.
    Disse egenskaber, som årets tolv måneder har, kan være en orientering i at lære moderens og barnets sjælelige stemning under graviditeten at kende.
    Moderens organiske bidrag til fødslen er livmoderens rytmiske muskelsammentrækninger, hvis intensitet og egenskaber forandrer sig omkring fødslen.
    Fødslens første fase viser sig som regel ved hovedets stilling i fødselsvejens indgang, fra livmodermunden henimod skeden. Det er udtrykket for barnets vilje til at stille sig ind i opgøret med jorden. Igen er hovedpolen, nervesystemet, det første. Barnets individualitet, som endnu lever i svøbene, begynder at forlade dem for at drage ind i legemets organer. Det første skridt er amnionvæskens død, idet fosterhinden brister. Nerve-sansevirksomheden begynder nu at drage ind i hovedet. Hovedet søger vejen ud, og som følge deraf berører barnets pande moderens bækkenknogle. I dette øjeblik befinder barnet sig i fuldstændig ensomhed og kan ikke hjælpes udefra. Det bliver nødvendigt for det at finde det såkaldte hypomochlion. Det er en bevægelse i søgen efter ligevægten mellem livet i livmoderen, dets fortid, og henvendelsen mod jorden, dets mål, dets fremtid. Hypomochlion er også navnet på vægtens ligevægtspunkt. I fødselsøjeblikket er det hovedets gebærde, med hagen at overdrive dets søgen nedad, for at befri panden, for så at stille hovedet opad, som den første oprejse- og vertikalitetsgebærde, henimod letheden. Verdens lys bliver set.
    Efter overvindelsen af denne første forhindring, bliver kroppen født, som regel ført af hovedet. Senere vil det altid være lemmerne, som udøver viljen og bevægelserne. Fra og med fødslen kommer hovedet til ro, hæver sig opad og ind i letheden. Moderen tager barnet i sine arme.
    I den anden fase begynder barnet at ånde og gennemgår en række forvandlinger og modninger i hjerte-kredsløbsystemet. Det begynder at drage ind i det nye legemes midterste system. Navlestrengen standser nu sin pulseren, placenta dør og bliver udskilt.
    Timer efter fødslen, barnet er blevet svøbt og har måske allerede sovet, sker udskillesen af meconium. Det er endnu ikke en afføring, men blommesækkens død som tarmindhold. Barnet er nu begyndt på den tredje fase efter fødslen, at drage ind i fordøjelses og stofskiftesystemet.
    Den første urin er det ydre tegn på, at barnet i en fjerde fase har grebet udskillelses- og afgiftningsorganerne, og at allantois dermed er dødt. Den døde allantois forbliver som rest i organismen som en streng, ligamentum paraumbilicale.
    Ligesom befrugtningen har også fødslen fire faser. Efterhånden griber individualiteten de fire funktionelle hovedsystemer. Og fødslen bliver ledsaget af de fire svøborganers død, som bliver efterladt. Fødslen har en fortid (udskillelsen af amnionvæsken, hovedets bevægelse og nervesystemets modning) en nutid (det første åndedræt, forandringerne i hjertet og kredsløbet og placentaens død) og en fortid (udskillelsen af meconium, og begyndelsen til modningen af stofskiftesystemet � som fortsætter hele livet og ikke afsluttes -). Og som erindring om dødeligheden, som �gifttorn� forbliver ligamentum paraumbilicale i organismen efter fødslen.
    Individualiteten har ikke længere en sfærisk organisme omkring sig. Den begynder nu at have en egen organisme som centrum, som den lidt efter lidt drager ind i , gennemtrænger og griber, i det mindste i de næste 18 - 21 år. Det er de voksnes opgave at danne og være de nye �sv�b�, som støtte for individualiteten i dens legemes omkreds, som hjælp i dens bestræbelser på at individualisere den nyfødte organisme. Der ligger stadig forskellige individualitets-fødsler forude og mange dødsprocesser i det nedarvede i udviklingens videre forløb, som nu skal ledsages opdragende og pædagogisk.